Høringssvar: Ny model for generationsskifte til medarbejdereje

Regeringen og et bredt flertal af partier besluttede i 2024 at indføre en model for generationsskifte til medarbejdereje. 

Behovet er stort – mere end 40.000 danske ejerledede virksomheder står foran et ejerskifte – og en undersøgelse fra Tænketanken viser, at næsten halvdelen af ejerledere med konkrete planer aktivt har overvejet at sælge til medarbejderne. 

Lovforslaget har nu været i høring, og både Skatte- og Erhvervsministeren ser store muligheder i ordningen. Tænketanken Demokratisk Erhverv har indsendt et høringssvar, hvor vi både bakker stærkt op om indførelsen af en ny model og peger på en række nødvendige og væsentlige justeringer. Særligt fremhæver vi behovet for reel skattemæssig ligestilling med andre former for generationsskifte, så medarbejdereje kan blive et reelt og attraktivt alternativ, der på sigt kan skabe flere demokratiske virksomheder i Danmark.