98% af danskerne er medlem af en demokratisk virksomhed
Næsten alle voksne danskere – 98,12% svarende til ca. 4,7 millioner – er medlem af en demokratisk virksomhed. Det viser en ny beregning foretaget af Tænketanken Demokratisk Erhverv, der bygger på antallet af medlemskaber i 44 af de største demokratiske virksomheder i Danmark samt i almene- og andelsboliger.
Det markante tal vidner om, at stort alle danskere har mulighed for at få direkte indflydelse på deres hverdag – lige fra elregningen til hvordan pensionsopsparingen skal forvaltes.
“For første gang har vi et pålideligt estimat over hvor mange danskere, der er medlem af en demokratisk virksomhed. Analysen viser, at kun en meget lille del af den voksne befolkning står udenfor, hvilket understreger, hvor dybt forankret den demokratiske virksomhedsmodel er i det danske samfund,” siger Troels Mandøe Glæsner, seniorøkonom i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
Læs også interview i Altinget med analysechef, Andreas Pinstrup Jørgensen.
Mange danskere er ikke bevidste om deres medlemskab
Selvom næsten alle danskere er medlem af en demokratisk virksomhed, viser en repræsentativ surveyundersøgelse fra Norstat, at hver fjerde dansker ikke er bekendt med deres medlemskab.
Jens Jonatan Steen, administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv, udtaler: “Analysen er en vigtig påmindelse om, at der er behov for at øge kendskabet til den demokratiske virksomhedsmodel og tydeliggøre dens betydning i samfundet. Det handler om at vise flere danskere, at de ved at deltage i erhvervsdemokratiet kan løse de problemer, de står overfor i dagligdagen –fra butiksdød i landdistrikterne, over klimasikring af huse, til PFAS i drikkevandet.”
Analysens hovedkonklusioner
- 98,12% af danskerne over 18 år er medlem af en demokratisk virksomhed.
- Hver dansker har i gennemsnit 3,4 medlemskaber i demokratiske virksomheder.
- 7 ud af 10 danskere er medlem af mindst tre demokratiske virksomheder.
73% af danskerne er bevidste om deres medlemskab af en demokratisk virksomhed