“I løbet af processen blev vi mere og mere bevidste om, hvem vi er, og hvad vi som demokratisk virksomhed er sat i verden for” fortæller Evy Jacobsen, der er direktør i den færøske koncern Betri, der omfatter et forsikringsselskab, en bank og et pensionsselskab.
I 2023 igangsatte Betri en målrettet proces, hvor ledelse og repræsentantskab i fællesskab har udviklet en ejerskabspolitik, der nu står foran endelig godkendelse.
Ifølge Evy Jacobsen har arbejdet med ejerskabspolitikken skabt en stærkere fælles forståelse af virksomhedens identitet:
“Som finansiel virksomhed skal vi naturligvis forvalte vores aktiver bedst muligt. Men som demokratisk virksomhed handler det ikke kun om økonomisk afkast – vi har også et ansvar for at skabe en tryg og stabil udvikling i det færøske samfund. Vores nye ejerskabspolitik har givet os en tydeligere identitet og øget stoltheden over vores ejerform,” udtaler hun.
Repræsentantskabet som aktive ambassadører
Mange demokratiske virksomheder ønsker at engagere deres medlemmer i erhvervsdemokratiet, men ofte er det en udfordring at skabe reel deltagelse og ejerskabsfølelse. Hos Betri har arbejdet med ejerskabspolitikken ført til en mærkbar forandring:
“Nu står det sort på hvidt, at medlemmernes engagement er afgørende for Betri, og vi har konkretiseret, hvordan de kan gøre deres indflydelse gældende. Derudover er det en stor gevinst, at repræsentantskabet i dag er mere aktive som ambassadører for vores demokratiske model og kan bidrage til at udbrede kendskabet blandt medlemmerne,” forklarer Evy Jacobsen.
En klar anbefaling: Ejerskabspolitik øger demokratisk selvbevidsthed
Betri er langt fra den eneste demokratiske virksomhed, der har udviklet en ejerskabspolitik. De senere år har en række større virksomheder på tværs af brancher – herunder Andel Energi, Coop, Danish Crown, Forenet Kredit og Tryg Forsikring – udviklet ambitiøse politikker for, hvordan det demokratiske ejerskab skal varetages.
Evy Jacobsen opfordrer andre demokratiske virksomheder til at følge trop: “For os i Betri har processen været en øjenåbner. Med hjælp fra Tænketanken Demokratisk Erhverv har vi fået en mere klar forståelse af, hvad det vil sige at være en demokratisk virksomhed – både internt og udadtil. Jeg kan varmt anbefale andre demokratiske virksomheder at gøre det samme,” afslutter hun.
Faktaboks
Navn: Ognarfelag Tryggingartakaranna (ejer af Betri-koncernen)
Brancher: Finansielle services
Antal medlemmer: 23.000
Størrelse på repræsentantskab: 35
Omsætning 2024: 740 mio. kr.