92 pct. af medarbejderne i demokratiske virksomheder arbejder i virksomheder med overenskomstdækning. Overenskomstdækningen i demokratiske virksomheder er markant højere sammenlignet med øvrige private virksomheder, hvor 74 pct. arbejder på overenskomst. Det viser en analyse, AE-rådet har foretaget i samarbejde med Tænketanken Demokratisk Erhverv.
AE-rådet har brugt Tænketanken Demokratisk Erhvervs datagrundlag (kortlægningen af demokratiske virksomheder i Danmark) til at undersøge graden af overenskomstdækning i demokratiske virksomheder. Det vil sige landets andelsselskaber, foreningsejede, forbrugerejede eller medarbejderejede virksomheder.
Undersøgelsen følger i slipstrømmen af en række andre undersøgelser, der peger på, at trivsel og arbejdsmiljø er bedre i demokratiske virksomheder på de fleste parametre. Det gælder blandt andet Tænketankens Demokratisk Erhvervs undersøgelse fra 2023.
Markante forskelle
Troels Mandøe Glæsner, seniorøkonom i Tænketanken Demokratisk Erhverv, udtaler:
“Der er tale om en markant forskel, som går igen på tværs af virksomhedsstørrelser og brancher. Det taler ind i de seneste års forskning og opgørelser, der peger på, at trivsel og arbejdsmiljø i demokratiske virksomheder er højere”
Jens Jonatan Steen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv, udtaler:
“Mere og mere peger på, at demokratiske virksomheder over en bred kam leverer gode job – om der så er tale om forbrugerejede virksomheder, andelsselskaber eller mindre medarbejderejede virksomheder. Det er vigtig viden for politikere og andre beslutningstagere, men også for dygtige unge, der ønsker sig et godt arbejdsliv.”