Mange demokratiske virksomheder arbejder i disse år med at styrke medlemsengagementet og skabe mere levende medlemsdemokratier. Det handler blandt andet om at skabe større gennemsigtighed omkring procedurer, deadlines og krav i forbindelse med generalforsamlinger, afstemninger og muligheden for at stille op til repræsentantskaber og bestyrelser. Samtidig arbejder mange med at sikre, at relevant medlemsinformation når ud gennem de kanaler, hvor medlemmerne faktisk færdes. Men tydeligere rammer og bedre information bringer os ikke nødvendigvis tættere på medlemmerne.
Mange demokratiske virksomheder arbejder i disse år med at styrke medlemsengagementet og skabe mere levende medlemsdemokratier.
Det handler blandt andet om at skabe større gennemsigtighed omkring procedurer, deadlines og krav i forbindelse med generalforsamlinger, afstemninger og muligheden for at stille op til repræsentantskaber og bestyrelser. Samtidig arbejder mange med at sikre, at relevant medlemsinformation når ud gennem de kanaler, hvor medlemmerne faktisk færdes. Men tydeligere rammer og bedre information bringer os ikke nødvendigvis tættere på medlemmerne.
Hvis medlemsdemokratiet skal være levende, kræver det, at medlemmerne oplever deltagelsen som relevant og meningsfuld, og et centralt spørgsmål står ofte tilbage: Hvordan skaber vi deltagelsesmuligheder, der giver mening for medlemmerne – og som får flere til at engagere sig?
På mødet får vi inspirationsoplæg fra Smukfest og Coop amba
Smukfest drives af Skanderborg Festivalklub, som er ejet af sine 20.000 medlemmer, der fortrinsvist tæller de mere end 15.000 aktive medhjælpere, som hvert år er med til at skabe Smukfest. Medlemmerne har stemmeret og mulighed for at stille op til bestyrelsen, men det er centralt for Smukfest at skabe en række andre muligheder for medlemsindflydelse, som er meningsfuld for medlemmerne og samtidig bidrager til festivalen og fællesskabet.
Oplægget fra indholdschef & talsperson Smukfest, Trine Bang, gør os klogere på, hvordan Smukfest får demokrati, ledelse og organisation til at spille sammen:
- Hvilke beslutninger giver det mening, at medlemmerne har indflydelse på?
- Hvordan skaber man processer, hvor medlemmernes stemmer kan bruges strategisk?
- Hvordan omsætter man demokratiske ambitioner til konkrete deltagelsesformer i praksis?
- Og hvordan balancerer man ønsket om engagement med behovet for retning, effektivitet og tydelig governance?
Som en del af Coops ambas arbejde med at engagere sine mere end 2 mio. medlemmer arbejder de blandt andet med landsdækkende og regionale digitale afstemninger om ”Medlemmernes Mærkesag” og ”Medlemmernes Favorit”. Afstemningerne skal skabe nye veje til medlemsindflydelse, der giver mening i medlemmernes hverdag, og samtidig understøtte Coops strategiske mål og lønsomhed.
Oplægget fra kommunikations- og pressechef i Coop amba, Simon Nyborg, vil blandt andet dykke ned i:
- Hvordan bruger man digitale afstemninger til at engagere medlemmer, som ikke nødvendigvis deltager i det formelle medlemsdemokrati?
- Hvordan identificerer og aktiverer man medlemmernes mærkesager?
- Hvordan skaber man deltagelsesmuligheder, der giver mening i medlemmernes hverdag?
- Og hvordan balancerer man ønsket om bredt medlemsengagement med virksomhedens strategiske mål og behovet for lønsomhed?
Som altid vil der være god tid til at stille spørgsmål, drøfte erfaringer, idéer og udfordringer på tværs af netværket, så tag gerne jeres egne idéer og dilemmaer med til mødet.
Mulige nedslagspunkter på mødet:
- Hvordan identificerer man medlemmernes mærkesager?
- Hvordan arbejder forskellige demokratiske virksomheder konkret med medlemsindflydelse?
- Hvilke formater og processer fungerer godt i praksis?
- Hvornår oplever medlemmer reel indflydelse, og hvornår bliver demokratiet oplevet som symbolsk?
- Hvordan arbejder man med forventningsafstemning omkring medlemmernes rolle og mandat?
Mødet er fysisk og finder sted på Flæsketorvet 38B, 1. sal i Den Hvide Kødby i København V, hvor vi sørger for morgenkaffe og kage.
Vi glæder os til at se jer alle til en eftermiddag med spændende drøftelser!
Mødet er for medlemmer af Netværk for medlemsdemokrati – for mere information om netværket læs her eller skriv til irene@demokratiskerhverv.dk
