Frørup Andelskasse bliver medlem af Tænketanken Demokratisk Erhverv

Administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv, Jens Jonatan Steen, byder Frørup Andelskasse velkommen som medlem:

”Frørup Andelskasse har et helt unikt demokratisk DNA og et særligt lokalt fokus. Med kunderne som andelshavere og dermed ejere er der tillid til, at de vil gøre en forskel lokalt. De bidrager til at skabe en sundere, mere robust og lokalt forankret samfundsøkonomi. Derfor er vi glade for at byde dem velkommen,” udtaler Jens Jonatan Steen.

Frørup Andelskasse bliver en del af Tænketanken Demokratisk Erhverv, hvis formål er at forene, fremme og skabe viden om demokratiske virksomheder og det demokratiske ejerskab i Danmark. Af andre medlemmer kan blandt andet nævnes Andel, Forenet Kredit, Tryghedsgruppen og Merkur Andelskasse. Samlet set er der cirka 60 medlemmer i Tænketanken Demokratisk Erhverv.

 

Frørup Andelskasse er en del af stærk trend

Frørup Andelskasse er et demokratisk pengeinstitut, som er 100 procent ejet af lokale andelshavere, der enten er erhvervskunder eller almindelige danskere med en bankkonto. Alle andelshavere kan stille op til repræsentantskabet, der sætter bestyrelsen.

Undersøgelser peger på, at kundetilfredsheden generelt set er højere i banker og andre finansielle virksomheder med et demokratisk ejerskab. Desuden peger en større rapport fra Tænketanken Demokratisk Erhverv fra 2024 på, at demokratiske pengeinstitutter er robuste, og at de var med til at holde hånden under dansk økonomi under den sidste store finansielle krise. Disse trends taler Frørup Andelskasse ind i:

”Den demokratiske ejerform og andelseje kan noget særligt, når vi ser på de udfordringer vi står over for i vores samfund. Det gør en konkret forskel for vores kunder, at de ved, at vi kun har deres interesser for øje. Det skaber en særlig tillid og et ultralokalt fokus”, fortæller Jesper Hansen, der har været direktør i Frørup Andelskasse siden 2013, og fortsætter: 

 ”For os er det vigtigt at blive klogere på, hvad dette særlige ejerskab betyder, hvordan vi adskiller os fra de store aktionærejede banker, og hvordan vi kan gøre endnu større gavn for vores kunder og medejere. Derfor er det helt rigtigt for os at være en del af Tænketanken og det erhvervsdemokratiske fællesskab i Danmark”, slutter direktøren.


 Læs mere om Frørup Andelskasse