Forenet Kredit gør ejerskabet synligt for omverdenen

Med målrettet kommunikation og aktivt ejerskab arbejder Forenet Kredit for, at flere danskere forstår, hvad det betyder, at en af landets største finansielle aktører er ejet af en forening. Tænketanken Demokratisk Erhverv har talt med formand Michael Demsitz om, hvordan Forenet Kredit arbejder med at øge kendskabet til ejerformen blandt kunderne.

Michael Demsitz på talerstolen hos Forenet Kredit

En forening til forskel for kunderne, koncernen og samfundet. Sådan lyder strategien fra den erhvervsdemokratiske virksomhed Forenet Kredit, der står bag Nykredit og Totalkredit.

Siden 2018, hvor Forenet Kredit vedtog en ny medlemsstrategi og ejerskabspolitik, har foreningen ifølge bestyrelsesformand Michael Demsitz arbejdet systematisk på at styrke bevidstheden om, hvad det vil sige at være kunde i en foreningsejet koncern:

Vi gik fra at være en passiv ejer til at tage ejerskabet på os. Det krævede, at vi både blev tydeligere i vores kommunikation og kom tættere på kunderne,” fortæller Michael Demsitz.

Et af de mest synlige skridt har været sponsoratet af DBU. Her går sloganet “En del af noget større” ifølge Michael Demsitz hånd i hånd med Forenet Kredits ambition om at gøre det klart for de over 1 million danskere med realkreditlån i Nykredit og Totalkredit, at de faktisk er kunder i en erhvervsdemokratisk virksomhed:

I løbet af de sidste syv år har vi gjort en enorm indsats for, at kunderne i koncernen bliver opmærksomme på, at de er en del af en forening, hvor de kan få indflydelse, og hvor forretningen drives til fordel for kunderne,” siger Michael Demsitz.

Merværdi der kan mærkes

Forenet Kredit oplever ifølge Michael Demsitz, at kunderne i stigende grad forstår, hvilken forskel det gør at være en del af en foreningsejet finansiel virksomhed. Han fremhæver især, hvordan udbetalingen af KundeKroner som rabat på realkreditlån har været med til at gøre det demokratiske ejerskab konkret og nærværende:

Kunderne er blevet mere opmærksomme på, hvilken merværdi vi skaber som erhvervsdemokratisk virksomhed. Det er særligt tydeligt med indførelsen af KundeKroner, der har synliggjort værdien af at være foreningsejet,” fortæller Michael Demsitz.

Dialog skaber balance mellem formål og forretning

En kerneopgave for enhver demokratisk virksomhed er at finde balancen mellem at drive en sund forretning og samtidig leve op til sit overordnede formål: at være til gavn for kunderne, forretningen og samfundet. Hos Forenet Kredit spiller dialogen med kunderne en central rolle i at sikre den balance:

Ved at være i dialog med vores kunder i koncernen, altså dem, der kan stemme hos os, sikrer vi, at vi tænker langsigtet over, hvad de ønsker. Hvert år deltager mange tusinde danskere i vores medlemsarrangementer og giver værdifulde input, som gør det muligt at afstemme forretningen med foreningens formål, forklarer Michael Demsitz.

En lovændring – indført som led i den store lovpakke om forbedring af vilkårene for demokratiske virksomheder i 2024 – har samtidig gjort det væsentligt nemmere for Forenet Kredit at komme i direkte kontakt med de stemmeberettigede kunder. Ifølge Demsitz kan det styrke inddragelsen yderligere i de kommende år.

Demokratisk ejerskab passer til tidens krav

Forenet Kredit er én blandt flere store erhvervsdemokratiske virksomheder, der i de seneste år har intensiveret deres kommunikation for at gøre ejerskabet tydeligt og forståeligt for både medlemmer og offentlighed. En ny analyse fra Tænketanken Demokratisk Erhverv viser, at danskernes kendskab til demokratiske virksomheder er stigende – en udvikling, der tyder på, at indsatsen virker.

Ifølge Michael Demsitz hænger den fornyede interesse for demokratisk ejerskab sammen med en bredere samfundstendens, hvor kravene til virksomheder har ændret sig markant:

Vi lever i en tid, hvor danskerne forventer mere af de virksomheder, de handler med. Det handler ikke kun om pris og produkt – men om ansvar, gennemsigtighed og værdier. Det er krav, vi som demokratisk erhvervsvirksomhed naturligt kan imødekomme,” siger han.