Søg
Close this search box.

Ny administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv

Den 1. maj 2023 tiltræder Jens Jonatan Steen som ny administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.

Den 1. maj 2023 tiltræder Jens Jonatan Steen som ny administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.

Tænketanken Demokratisk Erhverv blev stiftet som en samlende platform og vidensaktør for demokratiske selskaber i 2018. På fem år har Tænketanken fået flere end 60 medlemsvirksomheder, skabt et fagligt stærkt og velfungerende sekretariat med 11 ansatte, udarbejdet en række banebrydende analyser og opnået politisk gennemslagskraft.

Fra den 1. maj 2023 står Jens Jonatan Steen i spidsen for udviklingen af Tænketanken og den erhvervsdemokratiske sag i Danmark. Det står klar efter en åben ansættelsesproces, hvor både bestyrelsen, nuværende direktører og ansatte har været involveret i udvælgelsen:

”Vi ledte efter en person med stærk ledelseserfaring, strategisk overblik og evnerne til at præge den politiske debat. Med ansættelse af Jens Jonatan har vi fundet en meget stærk administrerende direktør. Vi glæder os til at få ham med ombord og er helt sikre på, at han kommer til at løfte tænketanken i samarbejde med den nuværende ledelse, sekretariatet og de mange medlemsvirksomheder” udtaler Mike Dranov, der udover at være bestyrelsesformand i Tænketanken Demokratisk Erhverv er administrerende direktør for Coop amba.

Jens Jonatan Steen kommer fra en stilling som chef for politik og udvikling i Socialdemokratiet. Han er desuden medstifter af – og tidligere direktør og analysechef i – tænketanken CEVEA. 

”Jeg har længe været dybt imponeret af Tænketanken Demokratisk Erhverv, som spiller en afgørende rolle i fornyelsen af dansk erhvervsliv. Derfor glæder jeg mig, sammen med et yderst kompetent hold af medarbejdere, en engageret bestyrelse og en række innovative medlemsvirksomheder, til at sætte fokus på, hvordan medeje kan skabe et mere motiverende, investerende og langsigtet tænkende erhvervsliv”, lyder det fra den nyansatte administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
_____

Tænketanken Demokratisk Erhverv arbejder for at fremme erhvervsdemokrati i Danmark som vidensaktør, debattør og samlende platform. Tænketanken er finansieret af medlemsorganisationer, som alle er demokratiske virksomheder, og styret ud fra princippet om ét medlem, én stemme. Ejerne kan være organisationer, producenter, forbrugere eller medarbejdere og medlemskabet skal være relativt åbent. Demokratiske virksomheder står samlet for knap 10% af danske virksomheders omsætning.

Kontakt:
Administrerende direktør Jens Jonatan Steen kan kontaktes på 61623281

For øvrig information kontakt seniorkonsulent Simon Eliasson på 2396 9804