Vi er klar med et virkelig stærkt program for det fysiske netværksmøde den 21. maj kl. 12:00 – 16:00. Vi håber at se dig til netværk, videndeling og spændende drøftelser i centrale rammer på Vartov i Farvergade 27, København K. Husk at melde dig til.
Den aktuelle magtudredning tegner et nuanceret billede af demokratiets tilstand i Danmark og peger på, hvad der skaber – og svækker – oplevelsen af legitimitet. For demokratiske virksomheder rejser det nogle helt centrale spørgsmål: Hvad gør, at medlemmer oplever beslutninger som legitime, også når de er uenige? Hvornår er demokratiet reelt, og hvornår er det formelt? Og hvordan arbejder man som bestyrelsesleder aktivt med at styrke legitimiteten i praksis?
På netværksmødet sætter vi fokus på, hvad der konstituerer demokratisk legitimitet, og hvordan den kan udvikles i demokratiske virksomheder.
Vi har samlet to oplæg, der giver forskellige perspektiver på emnet:
Anne Skorkjær Binderkrantz fra Magtudredningen 2.0 giver indblik i deres arbejde og centrale indsigter om demokratisk legitimitet i Danmark. Hvad skaber tillid, oplevet indflydelse og opbakning til beslutninger? [LÆS MERE OM MAGTUDREDNINGEN 2.0 HER]
Andreas Pinstrup Jørgensen, analysechef og forfatter i Tænketanken Demokratisk Erhverv, præsenterer Tænketankens demokratimodel med fokus på, hvordan man konkret kan arbejde med og styrke demokratisk legitimitet i organisationer. [LÆS MERE OM TÆNKETANKENS MODEL FOR DEMOKRATISK LEGITIMITET HER]
Oplæggene danner afsæt for fælles drøftelser med fokus på at afdække, udvikle og vedligeholde legitimitet. Drøftelserne tager som altid udgangspunkt i jeres erfaringer og udfordringer, og der prioriteres god tid til samtale, spørgsmål og refleksion. Tag derfor meget gerne jeres egne dilemmaer og overvejelser med.
Mødet sætter blandt andet fokus på:
- Hvornår beslutninger opleves som legitime – også blandt dem, der er uenige.
- Forskellen på formel og oplevet demokratisk legitimitet i praksis.
- Bestyrelsens rolle i at opbygge og beskytte legitimiteten.
- Hvordan man konkret kan styrke medlemmernes oplevelse af indflydelse.
- Hvad man gør, når legitimiteten er under pres
Program:
12:00 Velkommen
12:05 Bordet rundt – præsentationsrunde i netværket
12:30 Frokost
13:00 Oplæg v/Anne Skorkjær Binderkrantz fra Magtudredningen 2.0
13:40 Tid til spørgsmål og samtale
14:30 Pause
14:45 Oplæg v/Andres Pinstrup Jørgensen fra Tænketanken Demokratisk Erhverv
15:15 Tid til spørgsmål og samtale
16:00 Opsamling og tak for i dag
Mødet er fysisk denne gang og vi håber at se så mange som muligt.
Mødet er for medlemmer af Tænketanken Demokratisk Erhvervs ‘Netværk for bestyrelsesledere’ – for mere information om netværket læs her eller skriv til irene@demokratiskerhverv.dk.
