Interview: “Når blot et par procent af medlemmerne deltager i generalforsamlingen, er det jo en minoritet”

Flere og flere demokratiske virksomheder arbejder med alternative former for deltagelse, så den traditionelle generalforsamling med bestyrelsesvalg ikke står alene. En af dem er P+, hvor formålet både er højere deltagelse og en bredere repræsentativitet
Af Iben Alminde, Tænketanken Demokratisk Erhverv

Siden coronanedlukningen i 2020, hvor digitale valg blev en nødvendighed, har pensionsselskabet P+ arbejdet med en hybridmodel. Der bliver afholdt en årlig generalforsamling, hvor medlemmerne kan deltage fysisk eller digitalt, og hvor det er muligt at afgive fuldmagt. Og så bliver der afholdt en digital urafstemning til bestyrelsesvalget

”På den måde sikrer vi, at flere har mulighed for at engagere sig. Vi er ikke afhængige af, at medlemmerne fysisk skal møde op i København, eller at de kan afsætte de mange timer, generalforsamlingen varer. Når vi bruger hybridmodellen, har alle medlemmer mulighed for at at stemme til vores bestyrelsesvalg,” siger Kathrine Mortensen. Hun er strategidirektør i P+ og har bl.a. ansvaret for afvikling af generalforsamling og bestyrelsesvalg.

Når vi taler om demokratiske virksomheder, og især valg i demokratiske virksomheder, er det nærliggende at komme til at sammenligne dem med valg i det politiske system. Her forventer vi en stemmeprocent på 70-80 %, hvis vi overhovedet skal tage valget alvorligt. Så når stemmeprocenter ved valg i demokratiske virksomheder lyder på én, tre eller otte procent, lyder det lavt i vores demokratisk trænede øre.

Men det er det ikke nødvendigvis, mener Andreas Pinstrup, analysechef i Tænketanken Demokratisk Erhverv. Tværtimod viser international forskning, at en stemmeprocent på én til fem procent ved et valg i en demokratisk virksomhed kan være tilstrækkeligt. I demokratiske virksomheder i Danmark har vi nogle meget høje stemmeprocenter set i en international kontekst, forklarer han.

”Man skal huske, at hver demokratisk virksomhed har et ret afgrænset formål set i sammenhæng med de brede formål for politiske demokratier. De knytter sig ofte til en specifik del af livet, og derfor er det naturligt, at interessen er mere afgrænset,” siger Andreas Pinstrup. Han mener, at man skal løfte blikket fra stemmeprocenterne og se på andre kilder til demokratisk legitimitet.

Kvalitet i deltagelse

Det er vigtigt at huske kvaliteten af deltagelsen i medlemsdemokratiet, mener Andreas Pinstrup, og det gør man bl.a. ved at sikre viden og dialog blandt medlemmerne.

”Den demokratiske legitimitet er ikke afhængig af, om man har en stemmeprocent på 10, 12 eller 14 procent, men man kan hurtigt komme til at lægge en uforholdsmæssig stor indsats i at hæve den, som kunne være brugt bedre på at forbedre deltagelsen og sikre repræsentativitet,” siger han.

P+ har bl.a. arbejdet med at lave kandidatvideoer og et online-forum, hvor det er muligt at stille spørgsmål til kandidaterne og debattere indbyrdes. På den måde kvalificeres medlemmernes stemmer. Men for P+ handler medlemsdemokratiet ikke udelukkende om at aktivere medlemmerne ved generalforsamlinger og valg til bestyrelsen, fortæller Kathrine Mortensen.

”Det handler jo også, om hvordan vi arbejder med vores medlemmer i løbet af året,” siger hun.

Deltagelse mellem valgene

Som i mange andre demokratiske virksomheder, oplever Kathrine Mortensen, at interessen for medlemsdemokratiet øges i en bestemt del af medlemmernes liv:

”Dem, der deltager ved vores generalforsamling, er typisk lidt ældre, og mange er allerede gået på pension. Det er desværre sådan, at det for mange giver mere mening at forholde sig til pension, når pensionsalderen nærmer sig, end når den ligger 40 år ude i fremtiden,” fortæller hun.

Derfor arbejder P+ løbende med at inddrage et mere repræsentativt udsnit af medlemmerne. Og det gør de bl.a. ved hjælp af medlemsundersøgelser.

”Når blot et par procent af medlemmerne deltager i generalforsamlingen, er det jo en minoritet, så medlemsundersøgelser er en måde at sikre, at det også er majoriteten, vi lytter til.”

Andreas Pinstrup fortæller, at den måde at tænke medlemmerne ind i det løbende arbejde er typisk for demokratiske virksomheder sammenlignet med eksempelvis investorejede virksomheder.

”Der er en anden demokratisk kultur i demokratiske virksomheder, hvor man tager mere hensyn til kunderne, som er medejere, end man gør i andre virksomheder,” siger han.

Ifølge Pinstrup har demokratiske virksomheder ofte brug for bedre kvalitativ deltagelse, men ikke nødvendigvis mere kvantitativ deltagelse.

”Der er brug for at brede deltagelsen ud og ikke tænke så meget på stemmeprocenten,” siger han.

Vi er ifølge Andreas Pinstrup verdensmestre i stemmeprocenter i Danmark, men ikke i samme grad når det kommer til inddragelse og medlemmernes oplevelse af demokratisk legitimitet.

”Det, der skaber oplevelsen af demokratisk legitimitet er ikke stemmeprocenten alene, men at medlemmer deltager i andre fora og oplever at deres input gør en forskel.”