Den Medlems-demokratiske Scene på Folkemødet 2026

Endnu engang bød Den Medlemsdemokratiske Scene på et stærkt program om demokrati, medlemsindflydelse og fremtidens erhvervsliv. Bag scenen stod Tænketanken Demokratisk Erhverv, Coop amba, TryghedsGruppen og OK amba, der sammen samlede politikere, erhvervsledere, forskere, praktikere, kritikere, medlemmer og folkemødegæster til tre dage med debat, fællesskab og nye perspektiver.

På Den Medlemsdemokratiske Scene satte vi fokus på medlemsdemokrati, demokratisk ejerskab, andelsbevægelsen og virksomheder, der bidrager til samfundet og fremtiden. Programmet bød på aktuelle debatter, skarpe samtaler, quiz, musik, fællessang og stærke stemmer fra hele Danmark.

ENGAGERET PUBLIKUM OG SKARPE DEBATTER

Vi bød indenfor til tre dage med et fuldt program fra morgen til aften, dybe diskussioner, videndeling, netværk, grin, sæbebobler – og vigtigst af alt et levende erhvervsdemokrati.

På scenen viste vi, hvordan demokratisk iværksætteri kan omsætte passion til en levevej, og vi tog fat på både dilemmaer og drømme. Vi undersøgte, om kunstnere skal være fattige for at være frie, hvornår en tilfreds kunde er en god forretning, og om Andelsbevægelsen 2.0 kan være et fælles svar på fremtidens udfordringer.

Vi satte også fokus på, hvem der skal eje dansk fodbold i fremtiden, og på hvordan generationsskifte til medarbejdere kan være med til at løse udfordringer med alt fra kompetencetab og virksomhedslukninger til fastholdelse og trivsel. Vi kiggede med bag de lukkede døre og undersøgte, hvad der sker, når fonde og politikere blander blod. Og i en anderledes debat satte vi med anklager og forsvar os for at undersøge, om der var flere rejer i rejeosten, end der var demokrati i erhvervsdemokratiet. Haarder & Pinstrup gav deres perspektiver på andelskraftens fortid, nutid og fremtid.

Vi spurgte både gamle og unge, om erfaring, magt og fordomme spænder ben for fremtidens løsninger, når unge træder ind i beslutningsrummene, og inviterede til medlemsdemokratisk quiz om unge stemmer, andelsbevægelsen og de mest solgte varer under Folkemødet. Vi undersøgte, om den grønne omstilling måtte aflyses, og om børn er mere madmodige end voksne. Og vi satte fokus på det digitale had, de digitale fællesskabers manglende demokratiske grundlag og skærmens effekt på unges fællesskaber.

Vi undersøgte også, hvem der høster gevinsten, når musikken spiller i Danmark, og hvem der bør eje dansk fodbold – en debat, hvor fodboldtrøjerne kom på, og publikum bød ind.

Sammen med Peter Mygind inviterede vi til morgensang på Den Medlemsdemokratiske Scene både fredag og lørdag, og alle dage kunne gæsterne scanne og deltage i “Stemmestationen”, hvor de kunne gøre os klogere på, hvordan de gerne ville være med til at ændre samfundet. Fredag inviterede vi, traditionen tro, til Den Medlemsdemokratiske Reception til en et brag af et netværksarrangement – læs mere længere nede.

Fotos fra Den Medlemsdemokratiske Scene 2026​

TRE DAGE MED ET INSPIRERENDE PROGRAM

Program for folkemødet 2026
Program for fredag på folkemødet 2026
Program for lørdag på folkemødet 2026

HVORDAN VILLE DU ÆNDRE SAMFUNDET, HVIS DU KUNNE BESTEMME?

Stemmestationen

I år kunne alle forbipasserende og publikum på Den Medlemsdemokratiske Scene stemme om, hvordan de ville være med til at forme fremtidens samfund.Stemmestationen kunne gæsterne fortælle os, hvad der var vigtigt for dem, og samtidig blive klogere på, hvordan de allerede nu kan gøre deres stemme gældende i de mange erhvervsdemokratier, der omgiver dem.

Stemmestationen var åben alle dage kl. 9-18, og det var enkelt at deltage: Man scannede QR-koden, afgav sin stemme og viste, hvad der betød mest.

Det handlede ikke om at råbe højest, være størst eller stærkest, for i erhvervsdemokratiet er reglerne jo enkle og ens for alle:

Et medlem = 1 stemme.

Det tog kun et øjeblik at sætte sit kryds, og hver stemme var med til at give os et indblik i, hvad der optog Folkemødets gæster, og hvilke ønsker de havde til fremtiden.

DEN MEDLEMSDEMOKRATISKE RECEPTION PÅ FOLKEMØDET

Traditionen tro forvandlede vi scenen til en boblende festlig medlemsdemokratisk reception fredag på Folkemødet. Fra kl. 17.00-19.00 inviterede vi til “Når Stemmer Bliver Til Beats”; en eftermiddag med musik, sjov, sæbebobler, netværk.

Når Stemmer Bliver Til Beats

På Den Medlemsdemokratiske Reception kårede vi medlemsdemokratiets ultimative soundtrack, da to stærke gæster tog tidens store demokratiske spørgsmål under kærlig behandling og svarede med musik i stedet for ord.

Hele Danmarks komiker Brian Lykke, der har en fortid i et medlemsejet vandværk, var tilbage på scenen efter sidste års erhvervsdemokratiske brok. Denne gang stillede han op i kampen mod ekspert i medlemsdemokrati Jens Jonatan Steen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv. Begge gik efter sejren, og publikum stemte på deres favorit gennem sæbebobler, klap og sang.

Med skarp timing og sikkert greb styrede entertainer og medlemsdemokrat Marek Azouley os gennem demokratiets lyd og sørgede for et fair valg i et telt fuld af hjertesæbebobler og beats.

Efter dysten fortsatte receptionen med bobler, netværk og fejring af medlemsdemokratiet.

Den Medlemsdemokratiske Reception er en tradition på scenen, og vi anbefaler, at du allerede nu sætter kryds i kalenderen for 2027 – det er en begivenhed, du ikke vil gå glip af.

ERHVERVSDEMOKRATIET LIVE

Den Medlemsdemokratiske Scene giver plads til kritik, uenighed, diskussion og nye perspektiver. Vi udfordrer status quo, involverer og skaber aha-oplevelser. Vi tror på, at stærke demokratier kræver modige samtaler – og vi inviterer alle til at være en del af dem.

På scenen inviterer vi til skarpe debatter, inspirerende oplæg og engagerende events, er dækker bl.a.:

Governance

Stemmeprocenter

Medindflydelse

Medlemsdemokrati

Repræsentation

Diversitet

Generationsskifte

Ansvarlighed

Grøn omstilling

Forening og forretning

Legitimitet

Trivsel

Finansiering

Sammenhængskraft

Resiliens