Af Iben Alminde, Tænketanken Demokratisk Erhverv
”Det var nærmest derfor jeg sagde ja til jobbet,” siger Michael Løve, adm. Direktør i OK. Umiddelbart inden han tiltrådte i sin stilling, havde OK’s bestyrelse besluttet at investere stort i udbredelsen af ladestandere i Danmark. Det var udtryk for en erkendelse af, at hvis OK skulle bestå, så skulle de investere i ladeinfrastruktur – og en erkendelse af at elbilisme var fremtiden.
”Virksomheder transformerer sig meget sjældent for hurtigt til en virkelighed, de ved kommer. Omvendt er der mange eksempler på, at de transformerer sig for langsomt,” siger han.
På få områder er der sket så stort et skift i løbet af de sidste tre-fire år, som der er sket på elbilismen. Danskerne har overgivet sig til elbilen, og et netværk af ladestandere har spredt sig med rekordfart over hele landet. Nu viser en undersøgelse fra Tænketanken Demokratisk Erhverv, at 75 % af alle ladepunkterne – dvs. de kontakter, man kan slutte sin bil til – opereres af demokratisk ejede virksomheder, og på den måde spiller sektoren en afgørende rolle i den grønne omstilling. De resterende ladepunkter kommer i høj grad fra udenlandske virksomheder.
Ellen Trolle har været Norlys’ direktør for e-mobility (eltransport) i de sidste tre år.
”Da jeg blev spurgt, om jeg ville lede det forretningsområde, blev jeg meget glad, men også en lille smule skræmt. Puha – at bygge noget, hvor man ikke har noget data eller nogen erfaringer på forhånd. På det tidspunkt talte man stadig om rækkeviddeangst, og hvordan skulle det nu gå? Kunne man få strøm nok? Men der var ikke nogen tvivl om at det ligger i Norlys’ DNA at tage ansvar for mere end os selv,” siger hun.
Langsigtede investeringer
I både Norlys og OK har virksomhedens bestyrelse truffet en fremadsynet beslutning om at udbrede ladeinfrastrukturen i Danmark, inden at det var tydeligt for enhver, hvor hurtigt eller langsomt udviklingen og udbredelsen af elbilisme ville gå i Danmark.
”Hvis vi bare var en kommerciel forretning, så ville vi jo kun sætte ladestandere op, der hvor der kører flest biler. Men hvis man både skal kunne køre elbil i Tønder og på Nordsjælland, så er vi også nødt til at være med til at stå for udbredelsen,” siger Ellen Trolle.
”Men muligheden for at tage ansvar for mere end os selv, den kommer også af troen på, at pengene kommer godt igen – omend på meget lang sigt,” siger hun.
Ifølge Michael Løve er der et særligt handlerum, som demokratiske virksomheder har. Ikke nok med, at værdien for ejerskabet er langsigtet – nemlig at virksomheden består, så er de heller ikke tynget af et ejerskab, der står i vejen. Det skyldes at et demokratisk ejerskab ikke på samme måde som private investorer forventer et hurtigt og sikkert afkast.
”Man kan ikke vrænge på næsen af de virksomheder, der skal levere et afkast, det er vi alle sammen interesserede i, at de gør. Men de demokratiske virksomheder er sat i verden for at få afkast på langt sigt, samtidig med at skabe samfundsforandring. Vi har mere plads til at træffe langsigtede beslutninger og vi har også en pligt til at gøre det. Det er en privilegeret position og en konkurrencefordel,” siger Michael Løve.
Han mener, at det er den logik der ligger til grund for, at de fleste af ladepunkterne kommer fra demokratiske virksomheder.
Tæt på kunderne
”Når man har en amba-bestyrelse eller et repræsentantskab, der møder verden på flade fødder, så tror jeg også at man er villig til at tage et større samfundsansvar. Vi har kunderne og ejerne helt tæt på, og ved hvad de har fokus på i deres dagligdag, det former arbejdet,” siger Ellen Trolle og fortæller at det, at være med til at drive den grønne omstilling, har været en stor motivation.
”Med ti ladeparker er vi er også førende lige nu på udbredelsen af ladeparker til tung transport – og det er til trods for, at vi ikke engang har nået en elbilspenetration på ti procent på lastbilsområdet endnu, men det er jo også støttet af vores ejerskab, fordi det jo i høj grad er med til at styrke den grønne omstilling. Den tunge transport tegner sig om noget for en meget stor andel af Co2-udledningen.”
Ellen Trolle og Michael Løve er enige om at vi bør være stolte af, at vi som medejere af demokratiske virksomheder er med til at drive den grønne omstilling.
”Når kunderne er med til at forme, hvad vi går i markedet med, er det også med til at give dem nogle langt bedre forhold. Vi arbejder blandt andet med begrebet ladeglæde – det skal være bekymringsfrit og let at lade sin elbil.”