En bred kreds af partier fjerner med ny aftale benspænd for nye og eksisterende demokratiske virksomheder. Aftalen vækker glæde hos virksomheder og Tænketanken Demokratisk Erhverv, der udråber aftalen til at sikre anerkendelse af en afgørende del af erhvervslivet og anspore en ny andelsbølge.
Samtlige partier på Christiansborg står bag realiseringen af en række initiativer, der skal udbrede kendskab, fjerne barrierer og gøre det nemmere at etablere nye demokratiske virksomheder.
”Konkret betyder det, at millioner af danskere kan få kendskab til deres medejerskab af store demokratiske virksomheder, og at Danmark endelig kan komme med på den bølge, vi ser strømme ind over resten af det europæiske kontinent,” fortsætter Jens Jonatan Steen.
Eksperter: Demokratiske virksomheder møder benspænd og ulige vilkår
Andel, Nykredit, Coop, Thise Mejeri og Danske Vandværker. Det er blot en håndfuld af de i alt cirka 20.000 demokratiske virksomheder her til lands, der har det til fælles, at de er forbruger-, producent-, forenings- eller medarbejderejede. I dag står de for cirka 10 procent af den samlede danske økonomi og går under fællesbetegnelsen demokratiske virksomheder.
På trods af den stærke tradition for demokratiske virksomheder og medejerskab i Danmark, lider sektoren under ulige, utidssvarende rammevilkår samt manglende kendskab til ejerformen i befolkningen og blandt rådgivere. Det konkluderede en ekspertarbejdsgruppe bestående af eksperter, forskere, arbejdsmarkedets parter og interesseorganisationer i sommeren 2022.
Væk med de forældede regler – op med kendskabet
Tænketanken Demokratisk Erhverv leverede dokumentation til – og var en del af – ekspertarbejdsgruppen:
”Vi så, at kendskab til ejerskabsformen var skræmmende lav i erhvervsfremmesystemet og regelsættet var forældet. På trods af vores stærke historik for kooperativer og andelsselskaber i Danmark, er vi i en årrække sakket markant bagud i forhold til andre europæiske lande, når det gælder etablering af nye demokratiske virksomheder. Nu kan vi skabe en ny andelsbølge ,” udtaler Jens Jonatan Steen.
Ekspertarbejdsgruppen præsenterede ni anbefalinger med henblik på at løse udfordringerne. Opfølgning på anbefalingerne blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, der lå klar i december 2022, hvorefter finanslovspartierne afsatte 22 millioner til forhandling om en lovpakke.
Den politiske aftale realiserer en række af de mest afgørende anbefalinger, mens andre lever videre i andre forhandlinger på erhvervs- og skatteområdet.
Tre nedslag: Hvad betyder aftalen konkret?
- Millioner af danskere får kendskab til medejerskab og handlemuligheder, når store demokratiske virksomheder (som fx Forenet Kredit, Velliv Foreningen, Tryghedsgruppen og LB Foreningen) får lov til at kommunikere med deres medlemmer
- Danmark får mulighed for at komme med på bølgen af nye demokratiske virksomheder, når viden, kendskab og finansieringsmuligheder forbedres blandt rådgivere, i erhvervsfremmesystemet, banker, fonde og uddannelsessystemet
- Det gøres nemmere at omdanne og stifte nye demokratiske virksomheder. Det bliver blandt andet nemmere for borgere at overtage lukningstruede virksomheder i landdistrikterne.
Faktaboks: Det går de 22 millioner til:
- Afskaffelse af barrierer, så store demokratiske, finansielle virksomheder kan kommunikere med deres medlemmer.
- Styrkelse af Erhvervsstyrelsens arbejde med demokratiske virksomheder
- Afskaffelse af en række juridiske barrierer for drift og oprettelse af demokratiske virksomheder
- Det gøres nemmere at omdanne til demokratisk ejerskab. En stor fordel for borgere, der vil gå sammen om at drive lukningstruede virksomheder videre i lokalområder (fx biograf, butik eller forsamlingshus)
- Nedsættelse af udvalg for god selskabsledelse for demokratiske virksomheder under Erhvervsstyrelsen.
- Afsættelse af øremærkede midler (9,9 millioner) til Fonden for Entreprenørskab med henblik på at udbrede kendskab til – og viden om – demokratiske virksomheder.
- Bedre mulighed for at tiltrække ekstern kapital for demokratiske virksomheder i “start-up”-fasen
- Mulighed for “aktiv sikring”, der styrker og sikrer det demokratiske ejerskab i demokratiske virksomheder.
”Det er en stor dag for de demokratiske virksomheder i Danmark. Jeg er sikker på, at dagens aftale kommer til at styrke vores stolte, danske andelsdemokrati, og at flere danskere bliver klar over den indflydelse, de kan få i de virksomheder, vi ejer sammen”, udtaler administrerende direktør for Coop Amba, Mike Dranov
”De nye tiltag fjerner barrierer og skaber nye muligheder for at styrke den demokratiske ejerform og for at ejerformen kan ekspandere og inspirere andre brancher og virksomheder. Det er helt centralt og jeg håber, at det kan føre til vækst og større værdiskabelse. Så det er en god dag for Danmark”. siger Jens Stenbæk, bestyrelsesformand i energi- og fibernetkoncernen Andel:
“Jeg er meget begejstret over, at demokratisk ejerskab bliver en mere integreret del af skole- og uddannelsessystemerne. Det vil forhåbentlig betyde, at flere danskere får øjnene op for den demokratiske ejerform. Og så betyder det forhåbentlig også, at flere nye demokratiske virksomheder vil skyde op, og at flere får lyst til at deltage aktivt i bestyrelsesarbejdet i demokratiske organisationer.” siger Susan Münster, direktør i Danske Vandværker.
”Vi er meget glade for resultatet, som vil gøre det nemmere for os at være demokratisk virksomhed overfor vores medlemmer – især er vi begejstrede for, at vi nu kan få lov til at kommunikere direkte med vores medlemmer mere end én gang hvert fjerde år, hvilket vi faktisk ikke har haft lov til før!
Samtidig er den nye aftale med til at løfte den demokratiske ejerform, og bidrager til at det samlet bliver nemmere at agere som demokratisk virksomhed. Så alt i alt er vi yderst begejstrede for aftalen, og kommer til at følge implementeringen tæt.” udtaler Michael Demsitz, formand i Forenet Kredit, som ejer hovedparten af Nykredit og Totalkredit.